Det hele liv hele livet

Danskernes og den spirende fagbevægelses visioner i 1871 var som nu ønsket om det gode liv. Arbejdernes afklarede målsætninger for fremtiden gjorde dengang fagbevægelsens aktive indsats og organisering, og bevægelsen fik derfor en afgørende indflydelse på samfundsudviklingen.

Mange reformer er gennemført siden, og i takt med den teknologiske udvikling og takket være en tidligere stærk fagbevægelse har lønmodtagerne i dag - de i overenskomstmæssige job - fået en rimelig andel i velfærdsudviklingen.

Trods Danmarks medlemskab af EU, og som følge heraf ubehagelige økonomiske indgreb, borgerlige finanslove og anden elendighed, har forbrug - og smide - væk - samfundet undervejs skabt en høj dækning af vore basale behov, og skaderne er - har man fortalt mig - endnu ikke større end vi kan nå at vende udviklingen hen imod det SOCIAL/ØKOLOGISKE SAMFUND. Et reelt velfærdssamfund, hvor vi i et reelt demokrati, uden salamipolitik, kan leve i et solidarisk fællesskab i pagt med naturen af hensyn til alles overlevelse. Denne vision kræver imidlertid en fornyet indsats i lighed med indsatsen i 1871.

Historien har vist at den danske velfærdsmodel ikke kan fastholdes eller videreudvikles uden en stærk og solidarisk fagbevægelse, slet ikke når Danmark tilsluttes Euroen, og som følge heraf når arbejdsmarkeds- politikken, social - og skattepolitikken bliver harmoniseret. På længere sigt vil en løbende reorganisering af de faglige organisationer derfor fortsat blive nødvendig. Debatten om velfærdsudviklingen “Det hele liv - hele livet” ind i det næste århundrede skal derfor føres helt ind under huden. Begrebet velfærd må konkretiseres. Hvad forstår vi ved velfærd? Og velfærd for hvem?

 Samtidig med kapitalens ønsker og fordele ved at have en billig arbejdskraftreserve (arbejdsløse) stillet til sin rådighed, og om konstante krav om øget forrentning af den investerede kapital af hensyn til ”konkurrenceevnen”, nedslides stadig flere, både fysisk og psykisk, og flere og flere belaster syge- og sundhedsvæsenet, enten fordi de arbejder for meget, eller fordi de intet arbejde har. Omkostningerne på profit er simpelthen blevet for høje

Utryghed og trusler om nye varme krige. Valutakriser, arbejdsløshed, og fyrede medborgere omfordelt i underbetalte pulje- og jobtilbud som billig arbejdskraft præger i al for høj grad stadig lønmodtagernes hverdag 127 år efter Pio.

Med henblik på afklaring/holdninger om bl.a. disse urimelige “velfærdsgoder” bør debatten om velfærdssamfundet nu koncentrerer sig om at formulere det vi ikke vil, og definere de nye målsætninger for det vi gerne vil. En begyndelse kan være, at resterne af socialdemokratiet og LO, inden døren smækker helt i, begynder at stille borgerne spørgsmål om vores forventninger til fremtiden, og at fagbevægelsens medlemmer reelt inddrages i debatten før beslutningerne tages, ellers ender socialdemokratiet og fællesskabet på den forkerte side i klassekampen.

Relevante spørgsmål at få svar på kunne fx være: har vi de politikere og ledere vi fortjener? hvem og hvad er det der ødelægger vores natur? hvorfor arbejder vi så længe og så meget for andre, men så lidt for os selv? hvordan vil vi fx leve og bo i fremtiden? hvorfor skal små børn anbringes, snart døgnet rundt i offentlige institutioner? er der nogen fornuftig mening i og behov for de mange unyttige og ofte skadelige produkter vi knokler med på virksomhederne, vare og produkter som vi bagefter må købe til overpris og alligevel kassere. Hvori består de fælles målsætninger i markedsøkonomiens tidsalder? og hvad forstår “fællesskabet” ved et godt liv. “Det hele liv - hele livet”.

ag00141_.gifseptember 1998

 

TILBAGE