Pladsgaranti

Mogens Camre har skrevet en bog "Danmark ved en korsvej".

Sven Ove Gade som anmeldte bogen skrev i Ekstra Bladet den 27.10.96: Mogens Camre har som et bidrag til velfærdsdebatten formuleret nogle i forvejen kendte sandheder om institutionsindustriens konsekvenser, som de har udviklet sig                                                    

Støttefilosofien har, skriver Camre, i de sidste 25-30 år i stigende grad frataget mennesker følelsen af selv at bære et hovedansvar for deres liv. Dertil kommenterer S.O. Gade bl.a.: Camre har indlysende ret. Problemerne opstår, når samfundet overtager hovedansvaret for det enkelte menneskes liv. Det gælder ikke mindst børnene. Børneinstitutionerne gøres til et "lykkeland"- et ideelt sted for børn at vokse op. Efterhånden har pædagogerne mere daglig kontakt med børnene end forældre og bedsteforældre.

Camre udtrykker det skarpt: "der går en lige linie fra anbringelse af spædbarnet i vuggestuen - fordi moderen hellere vil være på arbejdsmarkedet eller er nødsaget dertil, fordi skattetrykket er så højt og lønnen så lav, at både mand og kone må arbejde for at få økonomien til at hænge sammen - over til den larmende børnehave, der effektivt forhindrer børn i en individuel udvikling, videre over i folkeskolen der ikke satser på at lære børn noget særligt, og når forrentningen af den investerede kapital ikke lever op til forventnigerne, videre i karrieren til langtidsforsørgelse, som arbejdsløs eller bistandsklient". Hårde ord i en hård tid, som må give anledning til alvorlig eftertanke og politisk fornyelse.

Hvad både Camre og Gade imidlertid glemte, var at stille spørgsmålet om ikke pladsgarantiordningen primært blev opfundet “af hensyn til erhvervslivets konkurrenceevne”? og sekundært af hensyn til børnefamiliernes velfærd.                                                

Det aktuelle tema i velfærdsdebatten handler netop om at borgerne i højere grad skal tage ansvar for sig selv og om hvor vigtigt det er at genopdage de nedbrudte sociale netværk, især af hensynet til børn og unge.

Det forekommer derfor inkonsekvent, når politikerne stadig taler om pladsgarantier og forsat udbygning af offentlige institutioner som centrale politiske målsætninger. Ligeså inkonsekvent er det at børneinstitutioner nu begynder at tilbyde nat-og weekend pasningsordninger.

I alle nyere undersøgelser, både i de kriminalpræventive og i de sociale, påvises det gang på gang, at den velfungerende familie er samfundets bedste sociale netværk. Hvorfor har politikerne så ikke for længst gennemført en familiepolitik, som styrker dette netværk? Hvorfor skal små børn i stigende antal anbringes i dag- og natinstitutioner alle ugens dage og nætter og passes af fremmede?

Hvorfor skal boligområder dagen lang ligge livløst hen, støvsuget for "frigjorte" mødre og legende børn?

Hvorfor medvirker staten, LO og kommunerne i den grad til at cementere tusinder af kvinders status, som enten en passiv arbejdskraftreserve (fyret arbejdsløse, men til rådighed), eller som stressede og omfordelt billig arbejdskraft i puljejob eller jobtræning? Ville det ikke være smartere at spare beaurokratiet og billigere for alm. skatteborgere i alm. overenskomstmæssige job at erhvervslivet lærte at klare sig selv uden indirekte offentlig støtte og at man i stedet af hensyn til børnene! udbetalte børnefamilierne den månedlige 1000 kroneseddel, som de fleste reelt mangler for at få hverdagen til at hænge sammen. Gør det inden det hele går helt ad Jelved til.

Engang var visionen "frihed, lighed og broderskab", i dag er målsætningen "et godt liv". Det store spørgsmål er:

 FOR HVEM OG HVORNÅR?

ag00318_.gif

TILBAGE