Den 4. september 2009 skriver Ole Bade i mail til Mogens Weile:

Kære Mogens Weile

 
Jeg må indrømme, at jeg var ved at få kaffen galt i halsen forleden, da min kone foreviste mig et portæt på Nettet, af mig selv, i ungdommens vår, optaget i forbindelse med opførelsen af vaudevillen "Aprilsnarrene". Ud over dette billede, har min "gamle" skolekammerat, Lene Ehlers, formoder jeg, samtidig lagt et andet billede ind af mig, hvor jeg sammen med Jesper Langberg og John R. Hansen, afholder jazzkoncert, hvorfor mit navn, der er angivet i tilknytning til dette billede er "fundet frem", og altså samtidig også "Aprilsnarrene", selv om der overhovedet ikke er navneangivelser til dette billede, så det må siges at være et morsomt sammentræf. Jeg mener for øvrigt, at vi spillede "Aprilsnarrene" i 1955, og "Tornerose" året før, men erindringen kan have spillet mig et pus.
 
Jeg var med i begge forestillinger, og på grund af en rimelig god sangstemme, fik jeg større, gennemgående roller begge år. Prinsen i "Tornerose" og gadedrengen Hans Mortensen, i "Aprilsnarrene". Og var naturligt nok interesseret i at erhverve et antal billeder fra begge opførelser. Da du nu ligefrem efterlyser billeder og anekdoter, har jeg tilladt mig at sende dig dem alle, og du må så meget gerne skifte det gamle billede ud med det nye, uden raster. Man er vel lidt forfængelig, og min samspiller, Lise Bilde, vil sikkert også sætte pris derpå. Men tilbage til anekdoterne. Jeg har skrevet mine erindringer, hvor også episoderne med skoleteateret indgår. Nu får du beretningen ubeskåret, så kan du selv klippe i det, og bruge det, som du nu finder anvendeligt.
 
Jeg har fulgt dit/ jeres arbejde med opbygningen af hjemmesiden, og jeg har selvfølgelig også bemærket, at den er vokset ret så væsentligt i omfang. Jeg har tidligere haft planer om at komme med mine bidrag og tilføjelser, idet jeg kan supplere med en hel del navne, men det vil jeg vende tilbage til på et senere tidspunkt. Det bliver et større arbejde. 
 
Jeg råder også over nogle billeder fra Roskildegården, da jeg er en af "rødderne" herfra, mon du kan erindre mig? Billederne er optaget af forskellige kanonfotografer, som vandrede rundt i ejendommene først i 1950-erne. Er du interesseret i dem også, der er 3 af slagsen ? Jeg kan supplere med navne på godt 90% af de afbildede. Derudover har jeg et par optagelser fra Søndermarkskolen, hvor jeg bl.a. gik til fritidsundervisning hos "Foto-Olsen", Erik Olsen, som for øvrigt også er manden bag optagelserne fra teaterforestillingerne.
 
Det har moret mig at bidrage med ovennævnte, og jeg glæder mig til at supplere med yderligere kommentarer. Og så for øvrigt: Tak for et godt initiativ.
 
 

..."Jeg havde spillet modelteater i det små, optrådt en smule i ”ulveungeårene”, og nu kaldte de ”rigtige skrå brædder” igen. Jeg havde tidligere, gennem barneårene, set et par forestillinger på skolens eget teater, hvoraf jeg bedst husker “Molboerne”. – Ebbe Langberg – som allerede dengang var berømt drengeskuespiller, med store filmroller bag sig – i “De pokkers unger” og “Ditte Menneskebarn”, gik også på skolen, og havde høstet mange laurbær dér, i et par store roller. Nu kom turen altså omsider også til mig, og til hans lillebror, Jesper. – Teateret var en stor, hvid­malet klods, som efter ugelangt besvær, var stablet på benene for enden af skolens aula, dér, hvor klaveret normalt havde sin plads, og hvorfra inspektøren hver morgen trådte et par skridt frem og afleverede sit sædvanlige: “Godmorgen”, ledsaget af et lille nik.

Det må have været i et af mine første mellemskoleår at chancen opstod: Hvis man var interesseret, skulle man blot melde sig på en nærmere fastsat dag. Det obligate spørgs­mål var så, om man kunne synge. Og det kunne jeg jo, sådan da, og selv om jeg stod et godt stykke nede i rækken af de vordende skuespillere, blev jeg valgt til at spille en af hovedrollerne: prinsen i “Tor­nerose”. – Jesper, som forståeligt nok ikke ville stå tilbage for sin bror, fik tildelt rollen som kokkedreng, han skulle vist sige to replikker. Det var alt. Han meldte fra dagen efter. Det var jo egentlig synd for ham, men han skulle skam ikke tro han var noget. For øvrigt glemte han det ikke. Da talentet for alvor var slået fast 10-12 år efter, og han efter en stor rolle blev interviewet i Berlingske Tidende, kunne han ikke nære sig, og omtalte hændelsen i sin helhed.

Instruktøren var Sigrid Ringkøbing, som jeg senere skulle komme til at opleve både som engelsk– og tysklærer. Og lad mig sige det kort: Jeg kom aldrig til at elske hende! Som instruktør var hun nu meget venlig, så venlig som hun nu kunne blive. En dag hjalp hun mig i alle tilfælde helt velvilligt på vej. Under indstuderingen, var vi nået til det punkt, hvor jeg skulle aflevere det berømte kys til den sovende Tornerose, og jeg var selvfølgelig noget forurolig over, hvordan dette, ikke helt uvæsent-lige eksperiment, skulle praktiseres. Forinden, havde jeg fremsagt et smukt digt, som jeg var blevet rost meget for, og vi skulle nu til realiteterne, som derefter ganske blev spoleret af stykkets ”onde fe”, som i det strategiske øjeblik supplerede med et: “smask, smask”. Det skulle hun nu aldrig have gjort. Som en furie var instruktøren over hende, og samtidig med, at hun endnu en gang roste mig for præstationen, og fremhævede det vanskelige i at fremstå i en sådan situation, blev den ”onde fe” partout sendt hjem, til skræk og advarsel. Og der var ingen gentagelsestilfælde.

 Endnu i dag, mere end 50 år efter, kan jeg stort set min rolle. Det omtalte “digt”, som jeg altså blev rost for, og fremsagde, da jeg, ”henåndet”, betragtede den sovende skønhed lød som følger:

 

Der ligger hun, og hviler, sit hoved på sin arm,

et yndigt smil om munden, og kinden blusser varm.

Din søvn var mild og venlig, du sov med fred i sind,

og øjenlåget skælver, som du nys var sovet ind.

Og solens stråler glimted´ i hårets gyldne skær,

Du smiler, mon du drømmer, befrieren er nær.

Nu bøjer jeg mig mod dig og kysser blidt din mund,

du åbner dine øjne, og vågner af dit blund.

 

Og da skønheden åbnede sine himmelblå øjne, samtidig med at jeg greb hendes hånd, deklamerede jeg:

 

Nu vil vi aldrig skilles, nu er min vandring endt,

og jeg takker den himmel, som har sendt mig til min Tornerose.

 

Som sagt, skulle jeg også synge. Og alt gik fremragende godt. Spændende var det også at blive iklædt kostumer. Jeg lignede nærmest en musketer, og var i kongeblåt fløjl med stor kniplingskrave og guldbroderet skærf, og på hovedet havde jeg en bredskygget hat, med strudsefjer, som jeg ved min entré skulle svinge, samtidig med, at jeg afleverede et dybt buk for det feststemte publikum. Det var for øvrigt et af de kritiske punkter, jeg var hunderæd for, at parykken, som var lang og sort og lavet af ægte menneskehår, skulle følge med hatten. Det skete dog ikke.

Et andet kritisk punkt indtraf, når jeg kort efter min entre, og en sang, skulle bane mig vej igennem den ”genstridige tjørnehæk”. Den var malet som en mur af lyserøde slyngroser, og alt imens jeg fremsagde:

 

Men hvad er det, roserne bøjer sig til side for mig,

som om de kender mig, og byder mig velkommen,

 

trådte jeg igennem en nok så poesiforladt dør, eller lem, som var skåret ud midt i roserne. Det gav hver gang anledning til fnis og grin rundt omkring. Det var vist ikke mig personligt de grinede af, men opfindelsen. Alligevel virkede det ret distraherende.

Rollen kom også til at påvirke min dagligdag i et stykke tid. Når jeg i al uskyldighed færdedes med Eva, min barndomsveninde, på vore småture i omegnen, kunne jeg være sikker på, at en eller anden ungmø råbte efter os og forhørte sig, om jeg helt havde svigtet Tornerose.

 

Året efter, stillede jeg så op igen. Denne gang drejede det sig om Johan Ludvig Heibergs: “Aprilsnarrene”. Stykkets handling, skal jeg ikke komme ind på i detaljer, men i korthed. Handlingen udspilledes på et ”pigeinstitut”, eller pigeskole, omkring 1850, tilhørende en enkefru Bittermandel. – Atter talte det til min fordel, at jeg kunne synge. Jeg fik rollen som gadedrengen Hans Mortensen, og havde et tæt samspil med Roskildegårdens ”Doris Day”, Lise Bilde, som spillede ”Trine Rar”. Atter var Sigrid Ringkøbing instruktør. Det var dog en anden lærer der indøvede sangnumrene. Det endte imidlertid med, at jeg blot skulle recitere mit vers, for min stemme gik i overgang midt i det hele, og flere andre af de medvirkende fik det samme problem. Det gik også helt godt denne gang, men til generalprøven gik jeg i stå en enkelt gang. Jeg tror, det var fordi der var en journalist til stede, som skulle skrive om os i ”Berlingske Tidende”. I alle tilfælde, gik det udmærket ved de følgende opførelser. En af dagene, var ”Trine” og jeg sågar med til at redde forestillingen. Vi improviserede, ret så opfindsomt, da en af de andre aktører var gået uhjælpeligt i stå.

På anden vis, gavnede jeg også forestillingen, jeg var i alle tilfælde – mere eller mindre tilsigtet – med til at forøge forestillingens humoristiske islæt. Ved min entré, skulle jeg medbringe en bog, som jeg beredvilligt skulle tilbyde min veninde til låns. Den hed noget i retning af: “Rejsen til ulykkens huler og elendighedens boliger”. Bogen skulle jeg selv medbringe, men det havde jeg selvfølgelig glem alt om, jeg fór derfor skolen rundt, for at finde en egnet bog. Jeg fandt ikke andet end: “Det Ny Testamente”, som jeg tilegnede mig, og ”testamentet”, blev således omdøbt for åben scene. Med sit karakteristiske lysebrune lærredsbind, og guldtryk, var bogen imidlertid let genkendelig. – Og helt utilsigtet, kom mit ”bogvalg” til at virke som en slags blasfemi, samtidig med, at det blandt de nærmest siddende tilskuere vakte megen moro.

Ud over at medbringe en bog, skulle jeg gnaske på et æble – som jeg selv måtte bekoste – og tilmed tilbyde veninden et. Følgelig, skulle jeg altså også have et æble parat i bukselommen. Allerede her fik jeg problemer, for de pepitaternede bukser som jeg var tildelt, var nok forsynede med åbninger til lommer, men det indvendige manglede aldeles. Denne mangel åbenbaredes først ved generalprøven, hvorfor der ikke var tid til de store omforandringer. Jeg tog derfor et stykke af et gammelt skjorteærme, som jeg syede sammen i den ene ende, og forsynede mig samtidig med en håndfuld sikkerhedsnåle. Så var det problem løst, selv om lommen ikke virkede helt driftssikker, den var alt for dyb, og æblet, som ideligt dansede rundt på mit ene lår, hver gang jeg tog et skridt, var egentlig ret generende. – ”Trine” afslog mit tilbud, da jeg bød hende, så æblet fulgte mig aftenen igennem. Ved den sidste opførelse fandt jeg dog på råd.  – På et tidspunkt i forløbet, skulle jeg gemme mig i et stort skab, som – ikke uvæsentligt, og nøje tilpasset handlingen – også indeholdt en stor lagkage, bagt i skolekøkkenet. Senere i stykket, skulle jeg så dukke frem fra skabets indre, gnaskende på et stort stykke af omtalte kage. Nu var kagen ikke just af de bedste, og da den efterhånden var ugegammel, med indtørret creme og syltetøj, var det absolut ikke med større velbehag jeg satte tænderne i den. – Men tilbage til æblet og bukselommen. For at blive æblet kvit, lagde jeg det fra mig i skabet, og for at det ikke skulle trille alt for langt væk, anbragte jeg det på kagefadet, med det resultat, at den stakkels medaktør, der senere skulle tage kagefadet ud af skabet, og ifølge handlingen, falde i svime over, at jeg havde fortæret det meste af kagen, havde stort besvær med samtidig at skulle dirigere med et trillende æble.  – Og så atter tilbage til begyndelsen: For det første, var det svært at spise et æble, når jeg også skulle divertere mit publikum, helst så de også kunne følge med på de sidste rækker. Og endelig, hvad gør man af et æbleskrog når man er gadedreng? Under prøverne havde vi ikke indøvet det, æblet var slet ikke indgået i prøverne. Jeg indså imidlertid lynhurtigt, at det ikke kunne være meningen, at jeg som gadedreng, skulle placere mit skrog på kanten af et bord, eller et andet lignende sted, og i en stor bue, strittede jeg det derfor ind i kulissens fjerneste hjørne. Og alle morede sig. Dét blev ganske enkelt samtaleemnet, også blandt Helles klassekammerater (min lillesøster). En enkelt bemærkede, at der kom en stor plet på væggen. Det smadrede æbleskrog blev selvfølgelig også nævnt i min konfirmationssang, ligesom min optræden som prins afstedkom følgende rim: “Tornerose var kun det rene vand, så sød og yndig var Olemand”. – Da ”Søndermarkskolen” havde 25 års jubilæum i 1959, blev der udgivet et lille skrift. I skriftet var der også en fyldig omtale af skolens forskellige fritidsaktiviteter, og midt i hæftet såmænd også et udmærket billede af “Hans og Trine”, netop vågnet af en slummer, jeg højt gabende, så man rigtig kan skue mine plomberede kindtænder, og ”Trine”, i færd med at gnide sminken rundt i ansigtet. Til sene tider, er vore sminkede kontrafejer dermed knyttet til ”Søndermarkskolen”. ...

 

- Og nu, nøjagtig 50 år efter denne udgivelse dukker billedet så op på "Nettet". Et morsomt sammentræf, ikke sandt?

 

Billederne vil blive delt over to mails. Som sagt hed "Trine" i det civile liv, Lise Bilde, og boede i Roskildegården. På det andet billede husker jeg kun navnet på den kravlende ungersvend, han hed Peter Madsen, og boede på Roskildevej, i nr. 72, eller 74, og så naturligvis mig selv, stående til højre, med trutmund.

 
        Med venlig hilsen
 
        Ole Bade

Note: Ole blev bankmand, fuldmægtig i Handelsbanken, senere Den Danske Bank, siden 1980 og bor i Risskov).

Den 5. september sender Ole Bade to gårdfoto fra Roskildegården, henholdsvis fra 1948 og 1950. Ole skriver her bl.a.:

Kære Mogens!

Jeg er glad for at du kunne bruge det fremsendte, og jeg fortsætter hermed på opfordring med Roskildegården og "rødderne"

Med hensyn til dit spørgsmål med Anna Frey, må jeg melde pas. Jeg tror jeg så hende sidste gang, da vi besøgte Tivoli efter afsluttet Realeksamen. Jeg har heller ikke haft kontakt til andre af kammeraterne. Det var jo sådan, at vores klasse, IVxAa, blev delt efter afsluttet mellemskoleeksamen, og min halvdel, kom til at afslutte skoletiden med Sigrid Ringkøbing som klasselærer, vi fik nye lærere, så godt som over hele linien, og selvfølgelig også en hel del nye klassekammerater. Og det var egentlig ikke nogen succes på nogen måde. Jeg følte i alle tilfælde, at det sidste skoleår ødelagde min skolegang, og ikke mindst erindringerne derfra.

I starten af 1970-erne flyttede jeg så til Århus, og det har jo også trukket i den forkerte retning med hensyn til gensyn med gamle skolekammerater. Jeg var inviteret med, da årgang 1957, havde 25 års jubilæum, men havde på dette tidspunkt netop fået mit 3. barn, jeg har 3 sønner, og det var tillige min fødselsdag, den 1. maj, så jeg så mig nødsaget til at melde afbud. Jeg har forgæves søgt efter oplysninger om eventuelle festligheder i anledning af 50-års jubilæet, i 2007, uden held, og hilser det derfor velkommen, at I nu har oprettet en hjemmeside, som også annoncerer sådanne aktiviteter.

Der mangler så endnu et billede fra Roskildegården, som du må have til gode.

Og så vil jeg til fodbold!

God Weekend

Ole 

Den 13. september 2009 sender Ole Bade en mail og Ole skriver bl.a.:

Hej Mogens!

 

Nej- hun hed Andersen, hvad jeg kan illustrere ved at sende endnu et lille udsnit af mine barndomserindringer: ...

 

"Der var selvfølgelig også en skoletandlæge, og tandlægen og skolesygeplejersken der havde deres klinikker dør om dør, i kælderetagen. To gange om året, gik der et gys igennem os, som om en kold vind for gennem lokalet, når tandlægens hvidkitlede klinikdame pludselig stod i døren. Hun udbad sig altid først et besøg af Hanne Vestring Andersen og Ole Bade. Det gik efter alfabetet. Og så sad man i saksen, sådan følte man det i alle tilfælde. Tandlægen var en ældre kvinde, hun var i alle tilfælde helt gråhåret, og synet var vist ikke alt for godt. Det var i alle tilfælde nødvendigt for hende at bære to par briller, samtidig, uden på hinanden, når hun kom i nærkontakt med os. Det var længe før det vandkølede bor blev indført, så det var alt andet end rart, at komme i hænderne på hende. Da vi kom i mellemskolen, blev tandlægebesøgende henlagt til ”Sønderjyllandsskolen”, hvor der var flere stole. Udstyret var også mere tidssvarende, ligesom de kvindelige tandlæger var af langt yngre årgange, og meget mere venlige." ...

 

God søndag - og venlig hilsen

 

Ole