Jonna Bødtcher:

Foto fra 1934: Tankstationen og huset hvor Jonna boede på Peter Bangsvej 25. Jonna og hendes far med Nimbus/Nilfisk bygningen på den anden side af  vejen. Huset Jonna boede i var den gamle præstebolig, som hørte til Diakonissestiftelsen. Huset blev revet ned for længe siden.

 

Bemærk sporvognen! Linjerne 1 og 14 kørte lige forbi. På billedet i midten fra 1942/43 ses fra venstre: Jonna Plinius, Lise Carlsen, Ellen Birgit Pedersen, Estrid Lomholt, Lis Andersen og Helga Laustsen Hansen. Billederne er taget af Jonnas mor med et kasse-fotoapparat.

Ansøgning om en Iskagebod på benzintanken i 1949:

   

Uddrag fra Jonnas poesibog:

Klik for større format

 

Jonna fortæller:

Det var meget spændende at skulle begynde sin skolegang på en – dengang – helt moderne skole.

Der var en vindelrampe i stedet for trapper, og der var skolegård for os små helt oppe på taget.

I kælderen var der tandklinik og lægeværelse samt et spiselokale for de børn, som fik deres frokost på skolen. – Den slags luksus var bestemt ikke almindeligt på en kommuneskole dengang i 1938.

Jeg husker kun få ting fra min første skoledag.  Min mor fulgte mig, og jeg havde fået en skoletaske. En såkaldt ”rumpedasker”, som man bar i en rem skråt over skulderen.

Da vi var samlede i aulaen for at synge, rakte min mor mig en sangbog, så jeg kunne synge med.  Jeg kunne nemlig allerede læse, og det var jeg selvfølgelig lidt stolt af.

Frøken Ellykke (senere Thorsen) tog imod os oppe i klassen , og vi fik udleveret ”Svanebogen” og ”Svanemappen”.  Min første læsebog med tilhørende tegninger, som vi kunne farvelægge med de farver, vi også fik.  Vi var næsten 30 børn i klassen, og vi var både drenge og piger hvilket var ret nyt, og man kunne da også dengang stadig vælge, at komme i en ren drenge- eller pigeklasse.

Inger Margrethe Thorsen var min klasselærer i de 5 år, jeg gik på skolen.  Jeg husker hende som en myndig, men også dygtig og retfærdig lærer.

Jeg husker også frk. Ringkøbing, som holdt justits i gården.  Da vi blev store nok til at komme ned i den store gård, var det drengene tilhøjre og pigerne til venstre.

Jeg har kun gode minder fra skolen.  Korporlige eller andre ubehagelige afstraffelser, som i ”Det forsømte forår”, har jeg aldrig oplevet.  En eneste gang fik en af drengene en lussing af en lærer, men et spanskrør har jeg aldrig set eller hørt tale om.  Afstraffelser var enten at blive sat udenfor døren, en ”sveder”, hvor man måtte sidde en time efter eller- i værste fald – en tur ned til inspektøren!  Ham kan jeg slet ikke huske – måske hed han Andersen.

Jeg boede med mine forældre i en nedlagt præstebolig, som hørte til Diakonissestiftelsen.  Foran huset, som lå tilbagetrukket fra Peter Bangsvej i nr. 25, var et anlæg med benzintanke, som min far bestyrede. Der var på grunden også 25 bilgarager, som blev lejet ud..  Bolig og tankstation lå lige overfor Fisker og Nielsens ejendom og Geismars væverier.

Da krigen kom, var det slut med benzin og olie og bilerne blev ”klodset op”.  Min far forsøgte sig med salg af generatorbrænde og noget vognmandskørsel med hestevogne, men de iskolde vintre under krigen og hele situationen gjorde, at vi måtte flytte fra Peter Bangsvej i 1944.  På det tidspunkt var jeg kommet på Falkonergårdens Gymnasium – og der fik jeg i øvrigt lov til at fortsætte min skolegang, selv om vi flyttede til Vesterbro.

Hus og tankstation er nu  revet ned, og der er bygget etageejendomme på grunden, men det lå der i mange år efter vi var flyttet. Min fars søster og hendes mand drev en vognmandsforretning på stedet.  Mine 2 fætre Christian og Cito Lemche og min kusine (Vibeke Lemche) kom derfor også til at gå på Søndermarkskolen, men de er 10 – 20 år yngre end jeg er.

For et par år siden var jeg på en nostalgisk tur til Frederiksberg sammen med et barnebarn, hvor vi bl.a. gik min gamle skolevej nedad Broderskabsvej, Folkets alle, Jyllandsvej og Kronprinsensvej – over Dalgas Boulevard, Borgmester Godskesens Plads og Glahns alle til Hoffmeyersvej.  En ret lang gåtur.  Skolen tillod ikke at jeg cyklede – så skulle man bo endnu længere væk.  Grunden var, at der ikke var plads i cykelstativerne til så mange cykler..  Da mit barnebarn og jeg nåede skolen, var døren låst – det var i en sommerferie.  Mit barnebarn hævdede, at der altid er åbent et eller andet sted på en skole – og hun fik ret.  På siden af skolen var en dør åben forbi tandklinikken, og vi listede forbi og op ad vindelrampen til aulaen.  Efter 65 år genså jeg min gamle skole.  Det var faktisk et lidt bevægende øjeblik.  Utroligt hvad 5 års skolegang i ens barndom betyder for en hele livet!  Det hele lignede sig selv – bortset fra, at det hele ligesom var blevet lidt mindre!

Vi listede os lige så stille og ubemærket ud igen, da jeg havde set, hvad jeg ville.

Jeg gik også til dans på Søndermarkskolen.  Jeg tror danselæreren hed Svend Møller, men jeg er ikke sikker.  Det var helt almindeligt at lære at danse, da jeg var barn.  Undervisningen foregik i en af gymnastiksalene, som man kom til ad bagtrapperne – ikke ad vindelrampen.  Jeg var glad for at gå til dans.  Jeg dansede med Flemming, og han var rigtig god til at danse.  Desværre valgte han senere en anden partner.  Det var surt.

Ja.  Det er vist stort set, hvad jeg kan huske fra min tid på Søndermarkskolen, men det er jo altså nu også mere end 73 år siden jeg begyndte min skolegang der i 1. Ee .

Hellerup den 3.7.2011

Jonna  Bødtcher f. Plinius

PS! Jonna husker tydeligt den 9. april 1940 - også på skolen - og skriver:
Jeg vågnede om morgenen endnu inden det var lyst ved lyden af de mange tyske flyvemaskiner, der fløj lavt hen over København. De fleste børn gik alligevel i skole som sædvanligt, og det der gjorde indtryk var de voksnes angst og uro.  Der var en helt særlig trykket stemning på Søndermarkskolen den dag, og jeg husker, at en af lærerinderne græd! Børn på 8-9 år forstod næppe rækkevidden af krigen og besættelsen, men de forstod, at noget var rivende galt, når de mennesker, som normalt skaber tryghed i deres tilværelse pludselig bryder sammen. Det var skræmmende!
 

tilbage

 

Foto fra "Den hvide by"

 

Palle Nielsen og Mogens Weile på tur på Frederiksberg maj 2012

Palle Nielsen blev født i Folkets Alle nr. 5.