Det udviklende arbejde

"Minimalstatens modstykke"

Nedenstående debatoplæg var et af de 22, som deltog i LO s konkurrence om emnet i 1992

Forord:

Væsentlige forhold for en bestemt udvikling er måden vi ledes på, og de strategi- og organisationsmetoder som anvendes. På trods af at man på alle niveauer i dag påberåber sig, at de autoritære ledelsesprincippers tid er forbi, trives disse ledelsesformer flere steder i bedste velgående. Vi præsenteres daglig for nye regler og ændringer, som besluttes uden at give almindelige mennesker nogen mulighed for afgørende indflydelse. Beslutningerne trækkes ned over hovedet på os. Det er endog, set i dette lys, ofte vanskeligt at få øje på det demokratiske princips duelighed

Begge ledelsesprincipper har den fællesnævner, at nogle overordnede bestemmer over nogle underordnede, at et mindretal bestemmer hvad andre skal gøre. De underordnedes funktioner er, at udføre hvad de overordnede ønsker gennemført: en alle - have-sig-herefter-at-rette mentalitet

Begge ledelsesprincipper resulterer i mekaniske mennesker, underordnede og apatiske og uden nævneværdig interesse for at øve indflydelse på deres egen og andres skæbne.

Man vælger den lette løsning, man bliver hjemme og ser TV. Dette sammenholdt med de almindelige udækkede behov må nødvendigvis give stof til eftertanke og forhåbentlig skabe større forståelse for samfundets øvrige problemer.

Grundlæggende peger alle erfaringer på, at 3 hovedpunkter afgørende ligger til grund for samfundets og fagbevægelsens aktuelle problemer, ledelsesprincipperne, måden vi organiserer os på, manglende vilje til at behandle årsager og indse årsagssammenhænge.

Alle ønsker forandringer, tiden råber på fornyelser og kreativitet. Nye veje er nødvendige. Vi ved det allesammen, men i et alt for ringe omfang er der nogen som alvorligt gør noget ved det. Forudsætningerne for "nye veje" til et positivt adfærd og til et bedre liv starter med at forandre strukturen i de kendte produktions- og ledelsesprincipper, til kreative TEAM, principper som i sin grundlov bygger på tillid, samarbejde, medindflydelse og fælles ansvar - ingen over, ingen under. Vi er alle ligeværdige. En kreativ teamledelse giver tryghed blandt deltagerne. Den tilfredsstiller den enkeltes behov for en psykisk målorientering, som kan være alt lige fra arbejdsglæde til at arbejde for en god sag, noget der kan gavne andre. Den skaber selvrespekt, merværd og optimisme. Den skaber grundlaget for udviklingen af det hele menneske.

Indledning

Det udviklende arbejde, det menneskelige samfund - nye spændende begreber i en ny tid, hvor kun fantasien sætter grænser

Da arbejderne i slutningen af det forrige århundrede organiserede sig i fagforeningerne, og da Louis Pio i 1871 stiftede socialdemokratiet, var det dengang med baggrund i arbejdsgivernes grove udnyttelse af de fysiske menneskelige resurser.

Lave lønninger, dårlige arbejds- og boligforhold og ikke mindst sygdom og utryghed blandt arbejderne og deres familier var årsagen til denne organisering.

Fagbevægelsens grundlæggende målsætninger var indlysende nødvendigheder for at dække arbejdernes basale behov til gavn for hele samfundsudviklingen. Pionererne for denne udvikling var heller aldrig i tvivl om, at arbejdernes og fagbevægelsens kamp for forbedringer var en kamp mellem lønarbejdets og kapitalens modstridende interesser.

I lyset af disse interessemodsætninger udvikledes det industrielle og teknologiske velfærdssamfund. På den ene side pga. arbejdsgivernes og kapitalens konstante krav om den størst mulige forrentning af den investerede kapital og på den anden side pga. lønmodtagernes ønsker om en menneskelig behandling.

Arbejdernes aktive og solidariske indsats på arbejdspladserne, fagbevægelsens nære samarbejde med socialdemokratiet og andre arbejderpartier fik afgørende indflydelse på den politiske udvikling og den demokratiske beslutningsproces.

Store reformer er gennemført på trods af mindretalsregeringer, og det må siges, at de kollektive overenskomster i takt med arbejdernes uddannelser og tekniske formåen har sikret lønmodtagerne en rimelig andel i velfærdsudviklingen.

Forbrugersamfundet og materialismen har skabt en høj dækning af vore vigtigste almene behov og dermed dannet et godt grundlag for at ændre udviklingen væk fra det materielle samfund med dets fremmedgørelse og de produktionsbetingede negative sidegevinster, hen imod et samfund hvor de sociale og kreative behov får en langt større prioritet.

I disse bestræbelser som fagbevægelsen fremover bliver en væsentlig eksponent for, er det imidlertid vigtigt, at man gør sig klart, at kapitalismen endnu lever i bedste velgående, at modsætningerne og interessekonflikten mellem kapitalen og lønarbejdet derfor stadig vil eksistere om end på en anden måde

De nye toner

Når arbejdsgiverne begynder at stille krav og udstede garanticertifikater for deres produkter (ISO 9000) og samtidig sætter den kreative ledelses- og produktionsfilosofi på dagsordenen, er det ikke af idealistiske årsager eller alene for de ansattes blå øjne, men det er i særdeleshed et ønske om at opnå større effektivitet i fremstillingsprocessen, lavere produktionsomkostninger og dermed større fortjenester.

Det er med andre ord nøjagtig de samme motiver i dag som i 1871, blot med den forskel at hvor det dengang var et spørgsmål om at udnytte arbejdernes fysiske resurser, er det i dag - men på et højere plan - nu målet også at udnytte lønmodtagernes hjerne og kreative talenter.

Denne udvikling har arbejdsgiverne og med hjælp fra deres interesseorganisationer meget videnskabeligt og målrettet planlagt. Det startede de på sidst i 70'erne, hvor kurser etableredes i stor målestok omkring personlighedsudvikling, arbejdspsykologi, transaktionsanalyse, ledelsesprincipper, behovsanalyser, økonomi, markedsføring m.m.

Man spillede på hele det kreative register med det formål at motivere virksomhedsejerne, deres ledere og specielt udpegede A-holds medarbejdere for forandringer henimod - og med de forhåndenværende politiske muligheder - en større udnyttelse af de kreative resurser i arbejdsprocessen.

Den virkelige virkelighed

Med den voldsomme investeringslyst i ny teknologi fra midt i 80'erne og med den borgerlige økonomiske og ideologiske nedskæringspolitik vendt imod fagbevægelsens medlemmer, har arbejdsgiverne fået blod på tanden og vind i sejlene. Deres selvtillid vedrørende arbejdsmarkedspolitiken har nået kosmiske højder undervejs.

Løndiktater, brugerbetaling, besparelser i den offentlige sektor, masseafskedigelser og provokerende angreb på de kollektive overenskomster har været opskriften, som nu truer fagbevægelsen. Dette set i sammenhæng med harmoniseringspolitiken i EF hvad angår socialpolitiken: syge- og dagpengene, som tilsigtet i Romtraktaten, er det forståeligt, at mange ansvarsbevidste faglige ledere ser på udviklingen med stor bekymring. Skulle det lykkes arbejdsgiverne og deres politikere - uden synderlig og kvalificerede modkrav - at praktisere kreativ ledelse? - at gøre løn- og arbejdsbetingelser til en sag mellem Brüssel, den enkelte arbejdsgiver og de ansatte - at kunne fastholde og benytte reglerne om kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed, er fagbevægelsens situation ikke længere at betegne som alvorlig, så er situationen på vej til at udvikle sig til en katastrofe for hele samfundet.

Enhver som beskæftiger sig med ledelse og organisation er bekendt med den betydning det har, at organisationerne - både i sin sammemsætning og struktur - er tilpasset den virkelighed den beskæftiger sig med. Forstår man ikke udfra fakta at justere denne tilpasning i takt med udviklingen, har man på forhånd afskåret sig fra at opnå sine målsætninger. En detalje at have for øje, når fagbevægelsen skal formulere nye målsætninger og planlægge strategier for gennemførelsen. Et væsentligt faktum i de kreative ledelses- og produktionsprincipper er netop, at den virkelige virkelighed danner grundlaget for enhver handling, og er den grundlæggende forudsætning for at kunne nå sine målsætninger med succes. Det ved de borgerlige politikere, arbejdsgiverne og deres erhvervsledere alt om.

Det nye samfund

Teknologien, arbejdsgiverne og den herskende samfundsorden understreger nødvendigheden af at påbegynde det udviklende arbejde. Stigende bevidsthed i befolkningen om den globale industri-forurening, arbejdsmiljøproblemerne og de mange negative oplevelser som følge heraf kræver "det menneskelige samfund".

Den kolde krigs afslutning, flygtningestrømmen fra øst og syd, truslen om massearbejdsløshed, de nye markeder og den øgede industriproduktion i 3'die verdenslandene kræver, at fagbevægelsen forstærker og udvider sine interesseområder, og at der gøres en fælles faglig indsats herfor.

For de fleste vil opgaven umiddelbart virke ret så håbløs og udviklingen uoverskuelig - men der er alligevel grund til optimisme.

Hele samfundet, ja hele verdenssituationen kræver, at der skal ske afgørende forandringer. Vi skal og må generelt ændre vort adfærd og holdninger i forhold til naturen og i det fysiske og psykiske miljø vi færdes i til daglig. Vigtigt er det også at ændre vor indbyrdes opfattelse af "de andres behov". Dette af hensyn til de tilstedeværende muligheder for et godt liv og af hensyn til alles overlevelse.

Disse omstændigheder og en konkret bevidsthed om de muligheder og konsekvenser for samfundsudviklingen, der gemmer sig i et samarbejde om erhvervslivets ønsker om en reorganisering af arbejdsmarkedet - om den fleksible arbejdskraft og de kreative produktionspincipper vil efter min bedste overbevisning give fremtidens "lønarbejde" vidtrækkende og positive oplevelser.

Udviklingens nødvendighed for forandringer. Forandringer i vores forbrugsvaner hånd i hånd med lønmodtagerbefolkningens ønsker om et bedre liv, en udbredt forståelse for at også naboens velfærd har betydning for eget velfærd, vil udvikle samarbejdet på en ny og nærværende måde. Disse kendsgerninger udgør tilsammen optimisme, og derfor skal fagbevægelsen og dens medlemmer tage udfordringen op og i fællesskab rejse et banner for det udviklende arbejde.

Behov og adfærd

I erkendelse af at de evner og talenter som det enkelte menneske besidder er forskellige, ændrer ikke umiddelbart ved det fundamentale, at menneskelige behov i alt væsentlighed er ens - eller struktureret på samme måde! Undertrykkes de naturlige behov i tilstrækkelig grad, får det den logiske konsekvens, at de udækkede behov øger det negative adfærd.

For forståelsens skyld skal de almindelige anerkendte behov og deres betydning derfor kort nævnes.

Inden for den moderne psykologi taler man om behov opdelt i 5 kategorier:

1.   de fysiologiske behov

2.   behov for tryghed og sikkerhed

3.   sociale behov

4.   egoistiske behov

5.   behov for selvrealisering

Fysiologiske behov er føde, vædske og varme. Hvis et eller flere af disse behov undertrykkes, tilsidesættes alle andre behov, idet de fysiologiske behov er altafgørende for individets eksistens og sundhed.

Behov for sikkerhed og tryghed taler for sig selv.

Sociale behov er de behov, som for alvor først træder i funktion, når de fysiologiske behov for tryghed og sikkerhed er nogenlunde tilfredsstillet. Sociale behov er også trangen til at knytte venskaber, ønsker om samvær og fællesskab.

Egoistiske behov vedrører menneskets behov for selvagtelse, trang til at føle at man behersker situationen, mestrer sit arbejde og sin familie, og om man har mulighed for at påvirke forhold som vedrører en selv.

Sidst i rækken - behov for selvrealisering - er i korthed trangen til at arbejde med noget der giver mulighed for kreativ udfoldelse, at have en god dækning af underliggende behov, at have overskud til at realisere sine følelser og drømme.

Enhver som har viden og forståelse for disse sammenhænge og behovenes betydning for menneskers adfærd, har ikke svært ved at forstå det udviklende arbejdes muligheder.

 Arbejdsgivernes hensigter

Som belyst i indledningen er arbejdsgivernes motiver til forandring i sin grundholdning stadig den størst mulige forrentning af den investerede kapital. For at fastholde denne interesse må det derfor forventes, at virksomhederne i takt med indkøring af nye ledelses- og produktionsprincipper - igennem lovgivning, EF-harmoniseringer og igennem ændringer i de kollektive overenskomster - vil forsøge at begrænse fagforeningernes handlemuligheder. Konkrete forsøg på begrænsninger må anses for sandsynlige omkring: de fagretslige regler, tillidsmandsbestemmelserne og de kollektive overenskomster for den del som vedrører løn, ansættelser og arbejdstidsregler. Som en begyndelse på udviklingen er forslaget om en ny dagpengereform et godt eksempel på hensigten.

 Kontraktansatte

Ansættelsesforhold, løn og velfærd vil i den udstrækning arbejdsgivernes behov kræver det blive forsøgt gjort til et spørgsmål alene imellem den ansatte og den enkelte arbejdsgiver.

Fremover vil vi derfor komme til at opleve et stigende antal kontraktansatte i de store virksomheder, som har råd til at være på forkant med udviklingen. Fagforeningernes indflydelse på disse (A-holds) medarbejdergrupper vil her selvsagt bliver af minimal karakter.

 Idealer og krav

Imidlertid er det relevant at sætte spørgsmålstegn ved, om arbejdsgiverne og deres organisationer reelt kan leve op til deres egne forventninger, og være i stand til at imødekomme de ansattes ærlige medengagement. Spørgsmålet er også om de tør, når udviklingens konsekvenser går op for dem. Hvilke uoverskuelige sociale problemer vil der opstå for dem uden ansættelseskontrakt? (B-holdet), hvilke følger vil udviklingen få vedrørende ejendomsforholdene? Vil det kreative og individuelle menneske ikke stille krav om reel og økonomisk medbestemmelse, når det gælder produkterne og deres nytteværdi, selvfølgelig vil det kreative menneske det! Kan man i det hele taget forvente individuelle mennesker i et liberalt/konservativt samfund? - Næppe. Den engagerede medarbejder stiller krav. Som vist i behovsparameteret skal de underliggende behov være mættet i rimelig grad, før man har overskud til de kreative tanker. Væsentlige vedligeholdelsesfaktorer skal derfor opfyldes: høj løn hvor der er tale om gruppeopgaver i produktionsprocessen (selvstyrende grupper) - høj ligeløn. Tryghed og sikkerhed i arbejds- og ansættelsesforholdet skal have en langt højere dækning end tilfældet er i dag. Sociale samværsformer på arbejdspladsen med kolleger og ledelse må udvides betragteligt. Kurser og uddannelse, møder og diskussioner, medarbejderne imellem og imellem ledelse og medarbejdere bliver en daglig foreteelse, som virksomheden ikke kan være foruden. Fællesskabsfølelsen, fornemmelsen af samhørighed med kolleger og virksomhed og den kreative deltagelse i virksomhedens produktion er faktorer, som hænger uløseligt sammen.

Baglandet skal være i orden. Den kontraktansatte og hans/hendes families trivsel og sundhed må være optimal. A-holdsmedarbejderen er en nøgleperson, som skal udvikles med sit arbejde og med rige muligheder for at få tilfredsstillet sine egoistiske behov.

På samme måde som den ansattes psykiske og fysiske behov skal dækkes optimalt, skal også arbejdsmiljøet være optimalt. Arbejdspladsindretning, farver, arbejdsborde, værktøj og maskiner hvor sådanne findes skal være i orden. Sundhedsfare og ulemper til gengæld minimale.

 ISO 9000

Ideen med ISO 9000 kvalitetsstyringssystemer kan ikke adskilles fra filosofien bag det udviklende arbejde (den kreative produktionsproces). ISO 9000 er først og fremmest et salgs- og markedsføringsargument, som virksomhederne i princippet stiller krav om indbyrdes og til sig selv. Det er også det motiverende motiv for at indkøre medarbejdernes kreative deltagelse med det formål at gennemføre en produktion om mulig på den halve tid, uden spild og uden unødige ekstraomkostninger. Det må også anses for sandsynligt, at mindre seriøse virksomheder vil benytte ISO-certificering for at forhindre genbrugsprodukter "af hensyn til kvaliteten".

Hvad mener økologerne om det?

Tør man i et øjebliks optimisme så håbe, at arbejdsgiverne kan/vil leve op til deres egne idealer, kan denne proces gå op i en højere enhed - nemlig ved at arbejdsgivernes ønsker bliver til fagbevægelsens krav.

Danmark netop nu

Kapitalmarkedet og arbejdsgiverne er i krise på grund af overproduktion og faldende merværditilvækst. Fagbevægelsen og lønmodtagerbefolkningen er trængt som følge heraf.

Den teknologiske formåen og det "frie initiativ" har med ukontrolable statsstøtteordninger til erhvervslivet - snart i enhver tænkelig afskygning - skabt krisen. Der er for mange om udbudet, og omkostningerne har oversteget de enkelte producenters forventninger om: den størst mulige forrentning af den investerede kapital.

I takt med besparelserne i den offentlige sektor, med indførelse af brugerbetaling og privatisering, skatte- og afgiftsforhøjelser har man begrænset købekraften på hjemmemarkedet med masseafskedigelser til følge.

For at klare sig i den "frie konkurrence" søger storbankerne, finanskapitalen og virksomhederne til stadighed nye og større markeder. Unionen, rationaliseringer, fusioner, større og hurtigere produktioner er kravet, yderligere afskedigelser er resultatet.

Du har levet over evne - nu skal du betale en større andel til din egen økonomiske og sociale skæbne. Du skal gå ned i løn, forlanger de. Så tjener virksomhederne mere, så klarer de sig bedre i konkurrencen - imod konkurrenten siger de, som så med statsstøtte lukker forretningen og fyrer de ansatte. Som enhver kan se, kan markedsøkonomien ikke fungere i det menneskelige samfund, og monopolkapitalismen producerer ikke for at dække menneskets naturlige behov. Den producerer helst spildprodukter: krigsmateriel og varer af ringe kvalitet og med begrænset nytteværdi. Den bruger uhæmmet af jordens resurser og udrydder alt liv og natur, hvor den kan komme af sted med det.

Monopolkapitalismen med dens internationalisering og toldmure kan aldrig udvikle det hele menneske eller bidrage til alles overlevelse.

De borgerlige politikere og fortalere for de nugældende økonomiske modeller har med ideologiske motiver begrænset vort råderum. De har ved politiske beslutninger og med økonomiske indgreb bevidst skabt samfundskrisen og massearbejdsløsheden alene med det formål at sprede angst og utryghed iblandt almindelige lønmodtagergrupper, at stække fagbevægelsen nationalt og internationalt med den hensigt at få produktionsomkostningerne ned på et minimum, og indtjeningen op på et maksimum.

Under sådanne samfundsforhold levnes kun begrænsede muligheder for individuelle udfoldelser, her udfoldes kun egoisme og umoral, hvor det ærlige individuelle menneske uden ansættelseskontrakt aldrig for en chance.

 

 Folkestyret og de politiske partier

Alt folkestyre drejer sig om magtens begrænsning og borgernes frihed til selv at bestemme over egne sager.

Folketingspartierne fremtræder i dag generelt i befolkningens bevidsthed som et forum, hvori karrierepolitikere og interesseorganisationer plejer særinteresser. Politiske partier har udviklet sig til at være de forskellige samfundsgruppers offentlige talerør, hvor de politiske budskaber alene bestemmes af, hvor meget deres penge fylder i tegnebogen, og af deres adgang til medierne. Resultatet heraf har været at forvirre og splitte befolkningsgrupperne i stedet for at samle dem til samarbejde om fælles målsætning.

I takt med den teknologiske udvikling er de politiske spørgsmål tillige blevet så økonomisk specifikke, at kun de færreste orker og evner at deltage i debatten. Hertil må tilføjes, at den aktuelle sparepolitik - som for alvor begyndte i 1982 - med dens negative oplevelser, de mange spørgsmål omkring de traditionelle politikeres troværdighed yderligere understreger, at sympatien for og tålmodigheden med de politiske partier i den brede befolkning fremover vil ligge på et meget lille sted.

Omstruktureringer i fagbevægelsen og erhvervsorganistionerne samt Danmarks medlemsskab af EF er en ny virkelighed, vi må forholde os til. Omstændigheder som gør det nødvendigt, at vi i vor organisering af samfundet tilpasser os disse nye tiders krav - ikke mindst på det ledelsesmæssige område. Denne virkelighed må nødvendigvis også kræve, at vi ændrer vor opfattelse af og mening med de traditionelle politiske partiers rolle i samfundet.

Kendsgerninger er, at det danske folketing, amtsråd og kommunalbestyrelser i årene fremover i takt med stigende integrering i EF vil få mindre og mindre indflydelse og magt. Dette sammenholdt med befolkningens tilbageholdenhed omkring en stillingtagen til vore hjemlige politiske og sociale forhold kan få helt uoverskuelige konsekvenser for både demokratiet og folkestyret og med risiko for en anden og anderledes uhyggelig politisk uorden. Derfor er det nødvendigt, at samfundets demokratiske institutioner overalt på det nationale plan ændrer deres struktur og ledelsesfilosofier.

I korthed betyder det, at konkrete beslutninger decentraliseres og træffes ude i lokalområderne af de direkte berørte i nye lokalråd eller forsamlinger.

På denne måde vil beslutningerne automatisk blive mere nærværende og kræve borgernes deltagelse og medansvar på en direkte måde. Overordnede nationale forsamlinger kunne tænkes oprettet som repræsentantskaber. Dette realistiske og mere direkte demokratiske alternativ forudsætter naturligvis, at de kendte politiske partier sideløbende begynder at forandre deres rolle i forhold til vælgerne.

Når jeg så konsekvent kan komme til en sådan "uortodoks" mening, er det fordi partiprogrammerne binder medlemmerne til at mene bestemte ting om bestemte politiske spørgsmål som gør, at når politikerne samles om et problem oftest og i misforstået solidaritet forhindrer løsninger på trods af objektiv enighed, så længe de er politiske modstandere.

Anderledes står det til i virkelighedens verden, på arbejdspladserne, i boligområderne, i grundejerforeningerne, der hvor almindelige mennesker mødes fordomsfrit. Her bliver problemer løst i samarbejde uden smålig skelen til, om du har stemt konservativt, socialdemokratisk eller er fremskridtsmand, eller hvilken isme du er ramt af i øjeblikket. Her er det sagen og løsningen der prioriteres højest.

At ændre strukturen og opnå en forståelse for en aktiv deltagelse i den direkte demokratiske beslutningsproces sker ikke fra dag til dag. Det er heller ikke noget vi kan stemme os til. Det er en kreativ proces. Derfor må de vigtigste emner som må ud til debat i fagforeningerne være spørgsmålet om vor holdning til tilværelsen, hvordan vi vil leve og bo, hvorfor vi går på arbejde.

Er der nogen mening med det vi producerer, sælger og køber. Gør det mennesker mere lykkelige. Hvad er meningen i det hele taget med det adfærd vi udviser. Hvori består de fælles målsætninger. Vi skal igennem en fordomsfri debat finde frem til alle de områder, hvor alle objektivt har fælles interesser og tværpolitisk samarbejde i lokalområderne om disse målsætninger. Vi må herigennem genoptage vores fælles kulturarv, dens traditioner og genopbygge tilliden og respekten for naturen og vore medmennesker.  

ARBEJDSLØS

Trehundredeoghalvtredstusinde arbejdsløse danskere uden idenditet som følge af ny teknologi og forandringer i markedsstrukturen bestemt og gennemført af et mindretal finansfyrster er ikke alene en skamplet. Det er uhæmmet - udemokratisk.

Selvfølgelig kan arbejdsløsheden bekæmpes, men dette kan først gøres med held, når man vedkender sig den virkelighed som har skabt den, og med en bevidsthed om disse politiske kendsgerninger som udgangspunkt og viljen til - både politisk, fagligt og kulturelt - at samarbejde om at give alle en idenditet, et meningsfyldt arbejde og et godt liv.

Vi er alle i den materialistiske ånd opdraget til at forbinde både det meningsfyldte, værdierne og vor idenditet med vores arbejde. Lønarbejdet er på denne måde - i vores begrebsverden - blevet selve meningen med livet.

Ideen om og holdingen til at mennesket skabes gennem sit arbejde alene og dermed så også mister sin idenditet som arbejdsløs, må vi ændre på. Fagbevægelsen må indse, at dens nye opgaver som skal skabe det hele menneske, også handler om et opgør med begrebet lønarbejde - at det handler om at frigive de arbejdsløse fra at stå til rådighed for arbejdsmarkedet til en anden meningsfyldt og en for samfundet nyttig beskæftigelse. Vi mennesker har ikke længere råd til resursemisbrug, og fremtidens "arbejderbevægelse" skaber kun A-hold.

Fagbevægelsens nye mål og midler

Fagbevægelsens fornyelser og nye målsætninger skal primært findes i arbejdsmiljøarbejdet, i de subkulturelle samfund som sandsynligvis vil komme og ved at bevægelsen udvider sine interesseområder til også at omfatte lønmodtagernes interesse som forbrugere og ved at adoptere miljøbevægelsernes økologiske ideer og idealisme.

Fremtidens fagbevægelse skal blande sig i det hele, og derfor kan fagbevægelsens nye målsætninger heller ikke diskuteres isoleret fra og uafhængigt af den teknologiske, politiske og kulturelle udvikling i samfundet som helhed.

I overensstemmelse med udviklingen i det udviklende arbejde skal fagbevægelsen som en begyndelse opbygge den decentrale organisationsstruktur og indføre den kreative ledelsesfilosofi i egne rækker.

Den centralistiske organisering (det indirekte demokrati) er ikke i overensstemmelse med de nye tiders krav. Den tunge centralisme vil forhindre den positive individuelle udfoldelse og medlemmernes interesse for at deltage aktivt i det faglige arbejde, hvad værre er at den også hæmmer den nødvendige tilførelse af aktiv ungdom, som skal formidle ideerne videre i praksis

 Arbejdsmiljøarbejdet

På arbejdsmiljøområdet har fagbevægelsen stadig mange huller, som skal udfyldes. På trods af en arbejdsmiljølovgivning, på trods af sikkerhedsorganisationer og arbejdstilsyn er der stadig væsentlige opgaver at tage fat på. Der findes stadig ingen nærmere regler eller beskyttelse for arbejdsmiljøarbejdet på de mindre arbejdspladser. Kontrol og sanktionsmuligheder over for arbejdsgiverne er stadig mangelfulde, og forståelsen for og betydningen af et sundt arbejdsmiljø er i den brede lønmodtagerbefolkning stadig helt utilstrækkelig.

Derfor skal fagbevægelsen både centralt og decentralt forstærke sin indsats imod de sundhedsskadelige forhold, som kan forbindes med arbejde og produktion, og igennem forskning, uddannelse og oplysningsvirksomhed påpege, ikke alene de menneskelige, fysiske og psysiske fordele som et sundt arbejdsmiljø vil betyde, men også de samfundsøkonomiske fordele det vil indebære.

Tryghed og sikkerhed er tillige en forudsætning for at udvikle kreativitet i arbejdsprocessen, og det er et rimeligt krav at kunne deltage i arbejdsprocessen uden risiko for liv og velfærd.

Et sundt arbejdsmiljø har betydning for hele folkesundheden.

 Aktiv forbrugerbevægelse

Som forbrugere undervurderer vi os selv og vores muligheder for indflydelse på samfundsudviklingen. Ambivalent fordi vi i rollen som arbejdere og producenter for længe siden forstod at organisere os i fagforeningerne for herigennem at øve indflydelse på løn- og arbejdsbetingelser, hvorimod vi omvendt har været tilbagestående, når det gælder indflydelse på prisfastsættelser, varebehov og kvalitetskrav. Denne bestemmelse har vi alene og alt for længe overladt til fabrikanternes opfattelse af "frit forbrugsvalg".

Nej til spildprodukter

Selv om påstanden om lønnens sekundære betydning i fremtidens samfund kan indeholde en vis sandhed, er det dog kun en sandhed med modifikationer. Derimod er det en kendsgerning, at stadig flere lønmodtagere og i højere grad bekymrer sig om, hvad de kan få for pengene, når de skal omsættes i varekøb og tjenesteydelser. Dette behov vil være konstant stigende i takt med bevidstheden om de økologiske nødvendigheder, og set i forhold til kvalitetskrav og til nytteværdien af produkterne.

Fremtidens forbrugere vil tage afstand fra den kommercielle reklamekultur og afvise spildprodukterne. I stedet vil vi kræve objektiv vareinformationer og bedre service. Det skal fagbevægelsen aktivt hjælpe lønmodtagerne med. Det decentrale samfund, kommunikations- og informationsteknologien åbner mulighederne herfor.

Om information og kommunikation

Gang på gang bliver vi mindet om, hvor vigtigt det er med god information. Uden information - ingen viden. Uden viden begrænses mulighederne for at træffe de rigtige beslutninger.

Når en given vedtagelse eller en praktisk foranstaltning mislykkes ved ikke at leve op til forventningerne, er de almindelige bortforklaringer oftest: det må jeg have misforstået, vi må have talt forbi hinanden, eller beslutningen var truffet på et forkert grundlag. Alle tre udtalelser har i de fleste tilfælde det til fælles, at en dårlig kommunikation var den reelle årsag.

Omvendt viser erfaringer - især inden for nyere kreativ ledelsesfilosofi - at jo højere bevidsthedsniveauet er omkring kommunikation blandt beslutningstagere, jo bredere informa-tionsgrad, jo færre fejl bliver der begået. Derfor er det især i disse tider af yderste vigtighed at informere, så fejltagelser måske helt undgås. At leve op til sådanne krav kan være en næsten umulig opgave, men jeg er bange for, at det er tvingende nødvendigt at gøre forsøget, overalt hvor mennesker arbejder, tilbringer deres fritid og ikke mindst hvor vi bor.

Jeg mener ikke, kommunikationen i fagbevægelsen er noget at prale af. Skal vi også tage hensyn til ønsker om bevarelse eller udvikling af den direkte demokratiske beslutningsproces, er kommunikationen og informationen faktisk meget dårlig på alle niveauer.

Befolkningen gider ikke benytte sig af sine muligheder. Det er alligevel Tordenskjolds soldater, lyder forsvaret. Nej, der mangler motivation. Både i fagbevægelsen og i erhvervslivet som i al anden ledelse er det lederens væsentligste opgave at motivere.

Der er et klart lighedstegn imellem dårlig ledelse, ingen information og manglende motivering. Når sådanne tilstande råder, føler folk sig sat uden for indflydelse. Beslutningerne - både de rigtige og de forkerte - opfattes som løsninger man får trukket ned over hovedet. Interessen for at deltage falder for til sidst at forsvinde med den efterladte opfattelse af: at det kan nok ikke være anderledes. Herved har man mistet "folkets" medarrangement og demokratiske ide, og hvad er så det hele værd?

Der skal ikke være tvivl om, at med et højt informationsniveau stiger interessen, og først med interessen kommer resultaterne og de gode løsninger. Den nye verden tilhører dem som ved hvad de vil.

LO strukturen

Vel vidende at LO, de enkelte karteller og fagforbund allerede er langt fremme i strukturdebatten, bl.a. i spørgsmålet om LOs nye lokale sektionsopbygning, skal det ikke afholde mig fra at give denne problematik et ord med på vejen.

Det er fra flere sider og med jævne mellemrum fremført i debatten, at LO som den centrale overbygning i fremtiden vil få en sekundær betydning, endog er det påstået, at LO skulle blive kørt ud på sidelinien. Det mener jeg er en fejlvurdering - ganske vist vil LOs rolle forandre sig i forhold til de centrale overenskomstforhandlinger, men så hører også al snak om LOs fremtidige sekundære betydning op. LO og dens sektionsstruktur vil helt i fremtidens ånd og set i forhold til den samlede fagbevægelses kommende opgaver netop med denne nye platform blive den afgørende fornyelse for bevægelsens dynamik og aktivitet i lokalområderne. Hverken kartellerne, forbundene og langt mindre medlemmerne vil med nogen fordel kunne undvære LOs ekspertise, som den centrale og decentrale koordinator i det overordnede faglige arbejde fremover.

Situationen i Danmark og i Europa er ikke i dag, hvad den var i går. Derfor må LO og den øvrige fagbevægelse mere målrettet og i et større omfang bestræbe sig på et internationalt fagligt samarbejde.

Arbejdsmarkedets og økonomiens internationalisering gør det helt nødvendigt. Det internationale samarbejde i EF regi bliver en af LO s naturlige hovedopgaver - at formidle og formulere bevægelsens politiske interesser og målsætninger en anden. Vigtig bliver udbygningen af den decentrale struktur, hvor LO som den naturlige deltager skal koordinere den nye tids dobbelte krav, om dels den nationale og internationale centrale koordinering, og dels om den nye lokale aktivitet. Fagbevægelsen skal blande sig i det hele. Aktiviteterne skal i den decentrale lokalstruktur udgå - som den omvendte pyramide - ud fra de menige medlemmers behov fra de faglige klubbers ideer og ud fra fagforeningernes interesser.

De nye målsætninger - hvori indgår oprettelse af forbrugergrupper, miljøgrupper og kultur- og kommunalpolitiske grupper - skal udvikles lokalt, og igennem lokal TV - og radiostationer skal ny viden og forståelse for fællesskabets interesser udøves over for lønmodtagerbefolkningen.

Uddannelse og forskning

For at opfylde det udviklende arbejdes muligheder og praktisere fagbevægelsens nye målsætninger bliver en tilpasset uddannelse af bevægelsens uddannelseskonsulenter, tillidsmænd og aktive medlemmer nødvendig. Det vil også være formålstjenligt at etablere en større og direkte kontakt mellem arbejdere og forskere, bl.a. med det formål at formidle et konkret samarbejdsforhold og en større forståelse for hinandens problemer og/eller objektive interesser.

Oplysningsvirksomhed, uddannelse og forskning skal generelt tilrettelægges i overensstemmelse med de nye formål og de interesser, disse skal fremme. Væsentligt bliver det dog at omprioritere forskningsarbejdet på de sundhedsmæssige og sociale områder fra sit helbredende indhold til fordel for det forebyggende.

Vigtigt må det også være, at der for fremtiden forskes i konsekvenserne den økonomiske forandring og fordeling set i forhold til det økologiske samfunds udvikling og ikke mindst hvad en stigende befolkningstilvækst vil betyde i globalt sammenhæng, såfremt der fortsat vil foregå en forøgelse i det kendte materialistiske vækstsamfund, også i 3. verdenslandene.

Vi vælger, når vi køber

Verden er blevet mindre. Det er ikke længere en privat sag hvor meget man kan tillade sig at forurene og forbruge. Derfor må det også være et rimeligt forlangende, at det heller ikke længere tillades private at producere hvad som helst, fordi man kan tjene penge derved.

Den industrielle udvikling har klart bidraget med meget godt - men forbrugersamfundets uhæmmede produktion af spildprodukter truer nu alle klodens befolkninger, planter og dyr. Det brød vi fik i munden, er man nu ved at tage fra os igen.

Globalt ødelægger giftstoffer ozonlaget og drivhuseffekten, samtidig med at syreregn udrydder skovene. På havet dumpes atom- og industriaffald, og fiskene dør. Lokalt forgifter sprøjtemidler og kemikalier den jord, som skal brødføde os, og ødelægger det vand vi skal drikke. Luften forurener vi med bilos og svovl, som ødelægger vores helbred og de huse vi bor i.

I de underudviklede lande henter vi råstofferne. De fleste der hvor en bistandskrone giver os fire igen. I de "primitive" samfund dør folk af sult, samtidig med at vi i den "civiliserede" verden braklægger den jord de "primitive" kunne leve af, hvis de selv kunne vælge.

Det lyder slemt. Faktisk er det meget værre. Forud for det store FN miljøtopmøde i Brasilien i juni måned '92 fik verdenspressen i et notat forfattet af Verdensbankens cheføkonom professor Lawrence Summer kendskab til, hvordan den indflydelsesrige Verdensbank har tænkt sig at løse de globale miljøproblemer. I notatet hedder det bl.a., citat: "at Verdensbanken burde tilskynde, at forurenende industrier i højere grad flytter til U-landene. Argumentet for denne holdning er, at U-landene ikke har brug for et rent miljø. De sygdomme og dødsårsager vi kæmper med i vesten, er ikke relevante i den 3. verden, hvor kun få lever længe nok til at få kræft. Desuden er et rent miljø en luksus, som først efterspørges, når levestandarden har nået et vist stade. Og dertil er de fattige lande slet ikke kommet." Således argumenterer cheføkonom i Verdensbanken professor Lawrence Summer. Verdensbanken har selvfølgelig taget officiel afstand fra disse udsagn, og påpeger at Verdensbanken tager miljøet alvorligt, og understreger at banken af samme årsag har valgt "miljøets økonomi" som tema for sin årsrapport i 1992.

Den ansvarlige for denne seriøse institutions årsrapport er ingen mindre end cheføkonom Lawrence Summer.

Det kræver ingen større forudsætninger at forstå, at det giver de multinationale virksomheder en større merværditilvækst at fortsætte den industrielle produktion i U-landene, hvor det renere miljø i sig selv ingen omkostninger har, og hvor lavere levestandard endnu kræver minimale lønudgifter. Verdensbankens cheføkonom og årsrapport fortæller os mere klart end noget andet om, hvor udviklingen fører os hen, hvis det skal være markedsøkonomien og kapitalens bestemmelse alene.

Ikke nok med at vore livsbetingelser tages fra os, vort miljø har allerede lidt stor skade. Den materielle økonomiske vækst skal nu søges opretholdt og videreført i de underudviklede lande.

Alle - både den danske og den internationale fagbevægelse - har en alvorlig beskæftigelses- og forureningstrussel at skulle forholde sig til og en oplagt objektiv fælles interesse i bl.a. igennem det udviklende arbejde at medvirke til en gennemførelse af det økologiske verdenssamfund. - Af hensyn til alles overlevelse.

Mogens Weile

 

TILBAGE